Ghanaian Youth – the decision makers of tomorrow

Dear friends.

I have chosen to write in English this time as I am participating in a worldwide annual event named “Blog Action Day” where thousands of bloggers will write on the same subject. This year the subject is inequality and as it is generally the purpose of this blog to describe a Dane’s experiences spending half a year working in two local NGO’s in Tamale, northern Ghana, it is this context I will address. More specifically, I will address youth inequality – that is, the marginalization of youth in relation to other elderly groups in society.

One of the things I intend to show in this post is that inequality has many dimensions. Thus, while inequality is often explained in terms of economic differences between people, the term can imply much more. In this context, it will be become apparent that inequality is certainly an economic issue but also an issue containing social and cultural dimensions. These dimensions are important to acknowledge and seriously engage in if an NGO wishes to address the issue of youth inequality in Northern Ghana.

One of the NGO’s I work in has youth empowerment and employment as its main thematic area as the name “Youth Empowerment for Life” (YEfL) suggests. And it is not without reason that youth have gotten an increased attention as a marginalized group in Northern Ghana in the recent years. YEfL identifies three main problems of youth marginalization: youth unemployment, exclusion from public decision making and the perception of youth as problems. These problems have deep roots that are all interconnected. The job market is very scarce for educated and non-educated young people alike, which means that it is not uncommon to see young people sitting in the street most of the day, drinking tea and playing games while waiting for a job to come along – an attitude which rarely pays off to be frank. This fuels the perception of young people being lazy dependents without valuable skills; a perception which is often adopted by youth themselves. Therefore, youth often do not engage in local political matters, leaving them out of important decision making. In addition to this, wisdom is often perceived to go with age, which is why elderly men traditionally possess positions of political power, most prominently in the traditional chieftaincy system which continues to be a very important part of Ghanaian culture. This is something that is even notable in daily life where younger people are expected to bow when greeting elder people of certain status and where they are not expected to start conversations except for greetings (which are also different depending on age and social status).

There is however another reason for the increased emphasis on youth among Ghanaian NGO’s; that is the unresolved potential they possess. Ghana has a huge population of children and young people with 60 % being less than 25 years old as of 2010. These are the people who will define the tomorrow of Ghana – a tomorrow which could include more gender equality and better democratic governance among other things. That is why the youth needs to be activated to realize this potential which is exactly what YEfL and many other organizations have set forth to do.

However, how can one get to the root of the problem without getting into trouble altering existing power structures? Does empowering the youth not mean taking power away from older people with power?

There is a fine line to follow in this sense. Challenging social hierarchical structures is an explosive cocktail and not something that should be superimposed by outsiders. Therefore, the approach to improve the lives of young people has rather taken a capacity building approach – to build the skills and abilities of the youth from the bottom up. In the case of YEfL, this has led to the extensive building of youth centers all around Northern Ghana where young people can meet and socialize and discuss matters they have at heart. In addition, workshops have been developed to build the young peoples’ capacities as entrepreneurs and in political advocacy issues. Just this Monday a peaceful demonstration was initiated by a group young people to advocate for better roads in the area. 1.000 people attended which is a very decent number in this area. Thus, youth are being helped initiating youth groups where more people stand together to create a strong common voice. In short, the youth that was sitting quietly in the shade of a mango tree drinking tea, waiting for a job, is now doing an active effort to improve his/her life situation. You just need a spark to start a fire.

Interestingly enough, this is a movement which to a large extent is supported by traditional authorities. Working together with and acknowledging these elderly authorities is key, if one wants to have success in any developmental area in this context. And bringing development and improved conditions for people is certainly in many decision makers’ interest; as is realizing the potential of the youth. Getting to the root of the political marginalization is thus not about challenging an existing power structure but rather using it to your advantage. It should then be up to the youth themselves to consider and, if need be, reevaluate the social hierarchical structure and their roles in the future.

It is however still a pretty new area of action. But it is an area with a lot of perspective. This is why I will encourage everyone to support the empowerment of youth in Ghana to overcome the unequal conditions they are facing: they, the youth, the decision makers of tomorrow.

Sources:

  • Youth Empowerment for Life. 2012. Strategic Plan Document: 2012-2016.
  • Ghana Venskabsgrupperne, Ghana Developing Communities Association & Youth Empowerment for Life. 2011. Empowerment for Life: Component Description.

#BAD2014, #Inequality and #BlogAction

Kapacitetsopbyg mig!

Kære venner,

Sidste gang jeg skrev, undlod jeg en del, som jeg egentlig fandt rimelig væsentlig; nemlig min generelle hensigt med at oprette denne blog. Sektionen blev som sådan skrevet, men jeg valgte at flytte den til den del af min side, der så yndigt er navngivet ”About”, for at undgå at falde i den for mig altid nærværende fælde det er, at skrive alt, alt for meget. Jeg syntes dog det ville være ærgerligt at udelade, så tillad mig at citere mig selv:

De af jer, som tidligere har læst mine blogindlæg fra forgangne rejser, vil måske lægge mærke til et nyt og anderledes format for ikke at sige en komplet ny platform. Jeg tog det lidet drastiske valg at starte en ny blog, eftersom min hensigt ikke er at genstarte min rejseblog. For på trods af, at jeg ikke just er hjemme pt, så er jeg ikke i Ghana for at rejse og se mig omkring (i hvert fald ikke primært). Jeg er i Ghana for at arbejde og har lagt anker i Tamale, Nordghanas største by. Så på trods af, at bloggen hedder Michael på farten, så vil der muligvis ikke være så meget fart over rejserne – den action skal dog nok komme andetsteds fra! I denne blog har jeg tænkt at beskrive det daglige liv i Ghana, som jeg oplever det, og frem for alt hvordan drømmen om at arbejde i en NGO (Non-Governmental Organization/Ulandsorganisation) kommer til at spille sig ud for mit vedkommende. Jeg er kommet til Ghana med en vis spænding – kommer jeg til at gøre en forskel, kan jeg overhovedet hjælpe nogen, og vil folk overhovedet have min hjælp? Kort sagt, vil jeg selv kunne se en mening med det, jeg laver hernede. Dette er ikke et spørgsmål jeg kan besvare på stående fod. Måske det er et spørgsmål jeg løbende vil kunne besvare, måske vil jeg slet ikke kunne besvare det. Under alle omstændigheder får I mine tanker og perspektiver herfra, og så må vi se, om nogen (mig selv og jer inklusive) overhovedet vil kunne bruge det til noget klogt. Here goes!” (Hansson 2014).

Jeg vil derfor i dette indlæg beskrive noget mere arbejds/NGO-relateret: de hos mange velkendte buzzwords og ”empowerment” og ”kapacitetsopbygning” og nærmere bestemt deres funktion i praksis. For jo, det lyder jo rigtig fint og nobelt at hjælpe mennesker til at blive stærke nok til at sørge for dem selv og deres egen udvikling, men hvordan gør man helt præcist det? At opbygge en persons kapacitet er jo ikke en ligeså ligefrem proces, som det er at bygge en brønd eller en skole. Ordenes abstrakte betydning til trods, så er de dog stadig enormt vigtige. For nok er det vigtigt at bygge skoler og supplere med genbrugte skolebøger og strøgne skoleuniformer, men det nytter lidt, hvis ikke der er lærere med kapacitet til at lære fra sig og derved facilitere de søde ungers ”empowerment” i form af læring. Ligeledes nytter det lidt, hvis denne kapacitet ikke er vedvarende – derved fokusset på at opbygge lokales kapacitet til at lære fra sig.

Så uddannelse er selvfølgelig en måde at kapacitetsopbygge eller (hvis jeg skal opfinde mit eget verbum) ”empowere” en befolkning på. Et andet eksempel, som ofte nævnes, er træning i fortalervirksomhed. Men dette er stadig på et overordnet og abstrakt niveau; vi skal helt ind, ind hvor det kan mærkes! Tillad mig derfor at bringe en lille anekdote.

I løbet af den seneste uge var jeg med ude til et af disse kapacitetsopbyggende arrangementer. Projektet går på at styrke lokale til selv at skabe såkaldte CBO’er (Community Based Organizations) og træne disse i selv at influere politiske beslutningstagere specielt på distriktsniveau. En masse spørgsmål presser sig på: har folk overhovedet en idé om, hvordan det politiske system har indflydelse på dem; ved de, hvad de skal bruge en sådan CBO til; er de overhovedet selv interesseret i at skabe en, og kan de få indflydelse? Det er endnu svært for mig at give en udredende forklaring på disse spørgsmål, men jeg vil dog sige så meget: Jeg var optimistisk, da jeg tog derfra!

Jeg skal ikke gå i detaljer med indholdet af arrangementet, hvilket også ville være halvsvært, eftersom det meste foregik på det lokale sprog, dagbani, hvor jeg endnu fortsat kun ved, hvordan man siger de allermest nødvendige gloser som f.eks. ”god morgen”, ”god eftermiddag” og ”god aften” – der går nok lidt tid, før jeg er flydende… Hvad jeg dog var vidne til, var en forsamling af lokale, engagerede ildsjæle, som havde en meget oprigtig interesse i være til stede og i at lære. Arrangementet tog form af en undervisning, men deltagelsen fra de tilstedeværende var aktiv og markant, specielt hos de unge mænd, men også kvinderne, som ellers generelt ikke har en stærk stemme i det nordghanesiske samfund, deltog i diskussionerne. De fleste tilstedeværende var ganske vist kun landmænd, men man mærkede klart, at de vidste, hvor de er på vej hen, og noget jeg specielt bed mærke i var terminologien: folk ved, hvad der snakkes om, når man snakker om udvikling, distriktskontorer og fortalervirksomhed. Det er bestemt ikke tilfældet hjemme i Danmark. Dertil vil jo gå så langt som til at sige, at underviseren, som var en udefrakommende, men lokal konsulent, var helt forrygende!

Det skal ikke være en hemmelighed, at de økonomiske og materielle ressourcer ikke er mange og ofte ikke tilstrækkelige på distriktsniveau, men potentialet hos de deltagende gav mig en god fornemmelse. Tænk nu, hvis disse lokalt baserede CBO’er rent faktisk kan få nok indflydelse, til at politikere begynder at give efter for deres ønsker og krav? Og tænk dig så, hvad en sammenslutning af, skal vi sige, 100 CBO’er kan gøre. Måske kan den på papiret planlagte decentralisering rent faktisk få praktisk betydning – men det kræver at der er de menneskelige ressourcer og kapaciteter til stede, for at dette kan ske. Og indtil videre synes jeg at have oplevet, at de ressourcer allerede eksisterer, specielt på organisationsplan men også til en vis grad på mere lokalt plan – de skal bare mobiliseres.

Dette tager dog tid. Man uddannes ikke fra den ene dag til den anden, og på samme måde skabes stærke organisationer heller ikke ud af ingenting. Men med tid, stabile arbejdsforhold og frem for alt hårdt arbejde, bliver tingene rykket. For udvikling sker ikke automatisk – det skal fremelskes og det på måder, som er nærværende for en given befolkning.

Jeg har forsømt jer for billeder denne gang. Jeg har ikke taget mange. Jeg vil dog afslutte med et billede for at beskrive den øjeblikkelige stemning:

DSC03549

Glade og optimistiske hilsner her fra Ghana.

Livet i en ghanesisk NGO

Og således blev mit første blogindlæg fra Ghana til!

For de som ikke skulle være informeret, så er jeg i praktik hos Ghana Venskabsgrupperne (GV) og vil derfor befinde mig i Ghana indtil slutningen af januar – godt fem måneder. Jeg arbejder sammen med to af GVs lokale ghanesiske partnerorganisationer Youth Empowerment for Life (YEFL) og CBO-LOM, som kort sagt har fokus på at styrke forholdene for unge i Ghana. Hvordan det helt specifikt foregår, er jeg blevet spurgt meget ind til. Og det har været svært at svare på. Men i løbet af i den første stykke tid har jeg fået snuset en smule til, hvad det egentlig betyder.

Mit arbejde begyndte først for alvor i mandags, og det havde været til en nyhed, som straks havde vagt min antropologiske begejstring: vi skulle på felttur! Så var der ligesom lagt i kakkelovnen til, at jeg kunne give mine antropologiske fantasier frit løb, men det var for en kort bemærkning. I dette tilfælde betød felttur nemlig indlogering på et hotel i Bolgatanga ved grænsen til Burkina Faso, hvor vi skulle udvikle en manual til en entreprenør workshop for unge. Det betød dog ikke, at der ikke var tid til rekreation i form af besøg på en “krokodille-farm” (hvis sådan noget overhovedet eksisterer) og en tur i duty-free ved grænsen til Burkina Faso. Ganske fancy du, den så således ud:

DSC03577

Og så fik jeg lov til at gå tur med en krokodille:
DSC03563
Så der har været tid til sjov, og i de hele taget er der bare masser er plads til sjov og spas. Jeg blev hurtigt bekendt med en arbejdsfilosofi, som ikke er i hel overensstemmelse med min egen. Lad os bare sige det sådan: arbejdstiderne er flydende og det samme er arbejdsindsatsen. Når man møder kl. 8 på arbejde, kan den hurtigt blive 9 i stedet, og det selvom man har været oppe siden kl. 5. Og det er heller ikke unormalt, at telefonen bliver taget i arbejdstiden, og at manageren selv stopper arbejdsprocessen for at fortælle en joke. Det har jeg med min til tider OCD-lignende arbejdsdisciplin lige skulle vende mig til. På trods af dette, så gik det ligeså hurtigt op for mig, at det altså er ganske kompetente folk jeg arbejder med. Som jeg diskuterede med en anden dansker fra IBIS, så er jeg ikke tvivl om, at det hovedsageligt kommer til at være mig, der vil lære af dem. Og så må jeg ellers være tålmodig – som eneste dansker blandt masser ghanesere, som i øvrigt har langt mere erfaring end mig selv, så kan jeg ikke definere arbejdsprocessen.

Den uformelle tone har dog samtidig gjort, at jeg hurtigt er kommet ind på livet af mine kolleger. En af de første dage inviterede Seidu, som har en drøm om at dyrke økologiske salgsafgrøder i fremtiden, mig til at se hans rismark. Det var en sjov oplevelse og gjorde mig samtidig bekendt med lokale fra den nærvedliggende landsby.

DSC03515 DSC03506

Seidu og jeg i rismarken.

Det er samtidig mine kære kolleger, som har introduceret meget til nordghanesisk mad, som i det store hele enten består af ris eller retter man via hænderne som bestik skal indtage ved at sluge maden – ikke noget med at tygge maden. Jeg har været mange steder, og oplevet mange skøre ting, men dette gøre nu alligevel indtryk.

Samtidig vil jeg hurtigt nævne, at Ghana ikke har ramt mig pga af sine umiddelbare skønhed, for udefra er det måske ikke det kønneste sted i verden. Det er dog det ghanesiske folk, som gør indtryk! Folk er helt igennem imødekommende ind til benet, og møder en med respekt og humor. Det er en fornøjelse! Om det så er vagtmændene, taxichaufførerne eller børnene, som overivrigt vinker og råber “Sliminga” (Dagbani: Hvid mand), så har jeg følt mig velmodtaget og godt behandlet. Det er følgende billede af mine kolleger og jeg egentlig et rigtig fint eksempel på:

DSC03575

Det korte ved det lange er, at jeg har det godt, om end de kulturelle forskelle byder udfordringer. Men det er noget, jeg vil bestræbe mig på at imødekomme med frisk gåpåmod og i strakt arm, som jeg plejer. Det er jo samtidig det, som gør det spændende at være her!